Det var et nyt år, og min læge havde fortalt mig, at jeg skulle træne. Det var min første dag i fitnesscenteret, og jeg følte mig selvbevidst. Jeg gik ind og der var hun. Jeg havde aldrig forestillet mig, hvad der var under de løstsiddende professionelle medicinske beklædningsgenstande. Det var hendes kommandopersonlighed og gennemtrængende øjne, der befalede min lydighed. Jeg blev husket med hendes intensitet. Hun fandt en hel træning i stativet. Jeg må have stirret i noget tid. Den første tanke, der ledte mig på afveje, var at spekulere på, om en dag brugt på at nusse en kugle rundt om definitionslinjerne på hendes krop med min næse ville tælle som en træning. Jeg trænede ikke engang, og jeg svedte allerede. Hendes mejslede definition havde fået mig til at se hende der, som om hun slet ikke havde noget tøj. Jeg kunne ikke se væk. Hun var et storslået syn. Jeg brugte noget tid på at stirre på den solide form, den røv. Jeg var blevet revet med. Hun gik hen til mig nu. Hendes bevægelser var jævne og flydende. Hendes øjne drænede min evne til at bevæge sig. At tale. Jeg ved, hun havde talt...Jeg var rådvild. Det var hendes øjne, der nu besatte mig. Jeg havde glemt mig selv. Jeg forlod mig selv som forberedelse til at blive fortæret